Genbrugskæreste

Døren har været lukket i mange år
men hun har nøglen i lommen.
Dette øjeblik har hun glædet sig til.
Her skal vi bo! smiler hun
og slår døren op.
Og stivner lidt, da hun ser
stakken af gode hensigter ovre i hjørnet
og fire sorte plastiksække med halve forsøg
midt på gulvet.
Metervis af indeklemt sex i skabet,
der ikke kan lukke helt.
Arh, hvor pinligt!
Det hele er klistret ind i sårede følelser,
og dækket af et tyndt lag grå glemsel.
Midt på bordet
- gud ske tak og lov -
en stor krukke med gode oplevelser.
Og der! Breve i bundter med bånd om.
Men der er vrede splinter over hele gulvet
og en kuffert fuld af sort sorg.
En flaske frustration er væltet
og har fedtet gulvet ind.
Indsigten fra det store vindue
er dækket af lasede drømme,
der vifter blidt i trækken fra døren.
Et godt brugt ni-binds leksikon
med titlen "Mænd" står på reolen.
Nåh ja - egen erfaring.
Nu husker hun pludselig:
der var grunde nok til at gå
og låse endeligt efter sig.
Ser på hans tvivlende panderynke.
Hans store kufferter er sunket ned
midt på dørtrinnet.
Hendes øjne fanges pludselig af hylderne
med langtidsholdbar humor
omhyggeligt mærket
og de mange flasker med latter.
Kun få er brugt.
Det lune blå tæppe af omsorg
- hvor kunne hun glemme det!? -
ligger klemt inde under værktøjskassen
med afværgemekanismerne.
Og dér! Nej, hvor dejligt...
Det er her endnu.
Sjalet af tro, med gyldne tråde
og fine farver
købt en dag i stærk storm.
Hun bøjer sig og slår det om sig.
Smiler skævt.
Det er noget rod, det her.
Men vil du ikke helt ind?
Hvad har du i kufferterne?

 

Tornerose vågner

Halvsovende spidser hun munden til kys
Verden er hvid og ny bag øjenlågene
Hun rammer ingenting
Er han der ikke endnu?
Prøvende drejer hun spidsmunden
mod højre, og venstre, op, ned.
Strækker den højt
i et blegrødt anspændt trut.
Lunken luft kysser blidt hendes læber.
Øv!

Hun lytter efter lyde, efter tegn
Nu må de hundrede år for pokker da være gået! Ikke?
Utålmodigheden rykker i alle hendes elastikker
Rastløsheden fræser om hendes hjørner
iført sort læderjakke og benzinos.
Speeder op igen og igen
bare for at vække opmærksomhed.
Hører han slet ingenting?
Er han da døv?
Nåh?

Larmen forsvinder om hendes sidste hjørne
og efterlader hende asfalteret og tusmørkegold.
Forskrækket konstaterer hun sin sodede tilstand
og får travlt med at rense sig
pudse og polere, banke og blanke
bliver så glad og godt tilpas,
da hun begynder at skinne:
Det her virker!
Hun spidser tillidsfuldt munden bag de lukkede øjne
og venter den varme mund mod sin.
Nej.

Snyderiet hamrer rasende gennem hendes årer
dampen slår ud gennem ørerne
og får hendes hår til at klistre vådt
hydraulikken løfter hende i stød fra sengen
dunker hovedet i gærdet
lukker overtrykket ud gennem næsen
i bidske støn.
Han kommer for sent!
Idiot!

Hun ligger tæt og lysvågen bag de lukkede låg
er stille, vred og ventende.
Kom så for helvede!
Kender han ikke klokken?
Ved han slet ikke, at hun ligger her?
Han er måske bare på arbejde
ved ikke, at han er en prins
der har en aftale
efter præcis hundrede år.
Hallo!

Tvivlen oser gennem hendes spændte krop
kortslutter hende,
da alle celler drejes mod sig selv
spejler sig modvilligt i hinanden
og hader det de ser.
Gråden brøler op fra revnerne i undergrunden
fylder rummet bag øjenlågene til bristepunktet.
de bulner ud som balloner
vrænger munden vildt.
Han kommer ikke.
Piv.

Hvis han så hende nu
ville han vende sig og gå.
Hun ligger våd og varm
klistret og klam
i et kaos af uprinsesselighed.
Hvis hun bare kunne linde lidt på lågene
og få et nok så lille glimt af verden udenfor.
Men den gik i stå
dengang hendes hormoner rejste sig.
Kærlighed er vridende pine,
når man er alene om det.
Gå!

Hun er træt
så træt af sig selv
udmarvet, udaset, uduelig, grim.
Opgivelsen siler i hver sin rynkede rende
og drukner i hendes slubrende ører
retter de klistrede krøller i nakken ud.
Cellerne lægger sig i ske
hun har lyst til at sove i hundrede år.
Hun hverken hører eller sanser trinene over gulvet
eller det varme pust, da han bøjede sig ned.
Men kysset fik hende til at slå øjnene op
og se for første gang.
Der er du jo.
Ja.

Anne-Mette Lehrskov
Århus 1999

 

 

 

Myreflittig pause

Kroppen slænges på sofaen
mens myretanker kravler flittigt rundt.
Flytter sjælestof og tankerester.
Bygger bro mellem umuligheder.
Vander tørre tal.
Flytter troens bjerge i småbidder.
Graver kanaler i surt slam
og samler ørkesløst mudder.
Bøvler og bakser, aser og maser.

Slår kalk og fedt af årernes vægge
reparerer ledbånd
hugger syrekrystaller ud af genstridigt væv
banker knogerne fri
og stabler rygraden op
vrider tungen for usagte ord
renser ørerne for spydigheder
og maven for magtspil
spuler kønnet for hengemte lyster
pudser hjerneskallen for skidt
polerer øjnenes blå.
Pling!

 

 

 

Hvile

Brug for dit blik
og din stilhed
at samle mig i.
Vil overgive mig
hengive mig
slippe al magt
og vide
at jeg får flere blå mærker
udenfor vor verden
end i den.

 

 

 

Et sovetræ

Jeg vil finde et træ
stort og gammelt
med dybe rødder
og kravle ind i mørket
i sødt rådnende blade
støtte ryggen mod ru bark
bore hovedet ned i løs jord
barkstykker og småsten
skal ridse mit ansigt
Jeg vil gnide jord ind allevegne
drysse fugtigvarme blade henover
dække mig
lægge mig
og sove, til jeg ikke mere er så træt.

 

 

 

Den første erantis

Hvert år sker det.
Sindet har fået stuetemperatur.
Humøret hænger i tunge gardiner for ørerne.
Øjnene kan kun læse busplaner.
Kroppen er groet fast i frakken. Det starter som en hvisken og stiger til et skrig:
Jeg vil ha lys!
Hver celle er vågnet.
Kræver Guds magt på den første dag:
Lad der blive lys og der blev lys.
Men det er ikke den første dag.
Det er Århus og januar.

Jeg må ud og finde den.
Den første erantis.
Den lille gule knyttede hånd,
der har magt til at bokse vinteren bort.
Jeg lurkigger over hækkene.
Benene måler fliserne i vanetempo.
Passerer det venligt nikkende hundefolk.
Flyt jer!

Hvor er den?
Er det for tidligt?
Hengemt viden kæmper sig frem
gennem laget af busplaner, gardiner og frakker:
Noget med sydvendte haver.
Og tæt ved varme mure.
Blikket scanner den klæbrige jord.

Den er der ikke.
Opgivelsen fylder rummet mellem hud og frakke.
Skuffelsen skyder underlæben frem.
Cellerne ruller sig sukkende sammen om sig selv.

Gennem en revne i vinteren
rammer den lige midt i synet.
Splintrer den uldne glasklokke om mig.
Solen selv i miniformat.
Cirkelrund. Sart. Smilende.
Smørgul og selvtilfreds.
Den første erantis.

Andægtigt hylder jeg den midt på fortovet.
Hælder den ind i mit sind.
Fylder vinterens gabende hul op
med knibsk svulmende
smørgul selvtilfredshed.
MMmmm! Hvor den smager!
Den første erantis.

 

 

 

Hjerte-yo-yo.

Saksen er fremme.
Forbindelsen skal klippes.
Omsider.
Men så ringer han: hej skat!
Lutter smil og varme.
Saks og beslutning smelter
og flyder i smørgule dråber
nedad hende.
Han er sød.
Hun rækker hånden frem
- og straks er han smuttet.

 

 

 

Hårdt mod hårdt.

Man skal lære at sige fra
sætte grænser
og hårdt mod hårdt.
Man er egen lykkes smed
skal tage sig betalt
og få rabat.
Man skal sno sig udenom
og sætte sit lys højt.
Kræve ind
og knuse modstand.
Stå distancen og
kæmpe kampen.
Det er ret anstrengende.

 

 

 

En barnevogn, tak.

Engang imellem
har man bare lyst til at ligge
i en barnevogn.
Med sin sut og sin dyne
inderligt varm og veltilpas.
Ikke vide noget om verden.
Og vide
at man bare kan vræle højt
hvis man vil ha noget.

 

 

 

En helt almindelig morgen

Den lille bevægelse, den store mening.
Det tavse smil. Den varme hud. Hverdag.
Lugten af solskin i rummet og træt morgen.
Parringsdansen under indkøbsposerne.
Begge hjemme.
Hverdagens gerne ville, som strækker sig langt.

 

 

 

Tom

Det er længe siden,
at tankbilen kom denne vej.
De holder i kø derude.
Tuder i hornet
Skænder, råber.
Eller venter
noget så irriterende tålmodigt.

Jeg har sat et skilt på døren.
Der står:
Lukket!
På ubestemt tid.

 

 

 

Krise

Jeg er en kemisk kedel
af sydende umuligheder
tilsat groft kulturkaos
et drys bortløbne meninger
pisket stiv med hån
og kogt under langvarigt tryk.
Ja.

 

 

 

En gammel drøm

Den er som en slidt sok
blød og lækker
perfekt pasform
højt elsket.
Sammenstødet mellem mig
og hverdagens hårde læder
har slidt tåen ud
og gjort hælen tynd.
Der er ikke meget at stå på mere.
Ingen varme i den.
Ud med den.

Den ligger dér
min gamle drøm
i sindets skraldespand.
Mit hjerte bløder for den.
Den var nu så god.
Har ikke lyst at slippe.
Stoppes? Lappes?
Har prøvet. Dur ikke.
Mirakler?
Man har hørt det før.

Uden jeg opdager det
mens jeg kigger væk
lister jeg den op igen.

Genbrug er verdens fremtid.